Dygtig og ambitiøs bygningskonstruktør

Profound Partners A/S søger en ambitiøs og kompetent bygningskonstruktør til at gå forrest i udviklingen af bæredygtigt og præfabrikeret byggeri.

I Profound Partners-koncernen arbejder søsterselskabet Prodatek A/S med at udvikle og producere elementer og kassetter til fremtidens byggeri i Danmark.

Prodatek har i de seneste år tegnet og produceret elementer til så vel ikoniske byggerier som til energirenoveringer, og vi mærker, at både potentialet og efterspørgslen er stor. Derfor har Prodatek A/S også behov for endnu flere kompetencer i virksomheden.

Bliv en del af udviklingen

Netop nu er vi på en rivende udviklingsrejse og udvider derfor vores team. Prodateks tegnestue arbejder med at omsætte arkitekttegninger til produktionsklart materiale, og i den proces søger vi en dygtig bygningskonstruktør, der kan gå forrest med det praktiske arbejde.

Vi ønsker at anvende vores softwareværktøjer endnu smartere og tænke standardisering og kvalitet helt ind til benet. På sigt kan der blive behov for at træde ind i rollen som teamleder, hvis dette er et ønske.

Hvem er du

Vi forestiller os, at du med din konstruktøruddannelse og erfaring befinder dig et solidt sted i faget og sammen med virksomheden har lyst til den videre vækstrejse. Vi søger specifikt en person, som har en fortsat ambition om at arbejde i tegnestuen og lige så vigtigt er motiveret for at ville lykkes med vores kunders projekter, som der også kan være en grad af projektledelse over.

Vi kan tilbyde dig

Hos Prodatek bliver du en værdsat ressource i tegnestuen, der gør det muligt at skabe spændende og holdbare projekter i hele Danmark, som vi kan være stolte af. Vi har fokus på trivsel på arbejdspladsen, og her vil der altid blive lyttet til dine inputs.

Vores hverdag finder sted på vores store kontor med integreret produktion beliggende tæt ved motorvejen.

Herudover kan du forvente:

  • Et arbejdsmiljø med uformel omgangstone
  • Passionerede og sparrende kolleger, der brænder for at levere kvalitetssikrede projekter
  • En god støtte og sparring fra kolleger og tegnestuechef
  • Personlige og faglige udviklingsmuligheder i en velkonsolideret koncern
  • Løn og ansættelsesvilkår efter kvalifikationer

Fremtidsfokuserede og bæredygtige byggekoncepter med produktion i Randers

Prodatek producerer – på egen dansk fabrik i Randers – elementer/kassetter i materialer, der i sin grundtanke dels er uorganiske og dels fuldstændigt kan genbruges. Det rimer godt på sunde og bæredygtige byggerier, idet der dels ikke er problemer med fugt og skimmel, ligesom spildprocenten er uhørt lav. Prodateks grundkomponent er tyndstålprofiler, der valses på egen fabrik, efter mål og tegninger fra vores inhouse tegnestue.

Prodatek samarbejder med professionelle partnere i byggebranchen, som alle har det til fælles, at de ønsker at forkorte procestiden på byggepladsen samtidig med, at de ønsker sig en holdbar og bæredygtig løsning i deres projekter.

Præfabrikeret byggeri er måske et af de største opgør med århundreders tradition for at bygge alt op fra bunden på en tom grund, og Prodatek har fundet sig godt til rette i denne niche.

Spørgsmål og ansøgning

Hvis stillingen lyder som noget for dig, hører vi gerne fra dig snarest. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Mikkel Hugo Hansen på 3135 2996 eller mh@prodatek.com. Vi ønsker at besætte stillingen snarest.

Vedlæg dit CV og ansøgning til info@profoundpartners.com. Spørgsmål og ansøgninger behandles fortroligt.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Prodatek er ejet af Profound Partners A/S, som er familieejet holdingselskab med aktiviteter i forskellige industrier i Danmark og udlandet. Profound Partners er særdeles velkonsolideret, familieejet og har langsigtede visioner for sine ejerskaber. Ledelsesrepræsentanter sidder med i Prodateks bestyrelse og er med til at sætte den strategiske retning for fremtidens byggeri.

Kunne du lide dette indlæg?

Del på Facebook
Del på Twitter
Del på Linkdin
Del på Pinterest